Velkommen til Bkool Ligaen V2

Udgivet den 21. aug 2018 af Morten Bundgaard Pedersen


Full Gazz i vintersæsonen 2018/2019

Efter den bedste sommer i mands minde, er det snart tid til igen at køre ræs i verdens bedste Bkool Liga :-) I inviteres hermed til full gazz i jeres egne huler tirsdag den 2. oktober kl. 19.50. Det er nu 5. sæson med live løb, og vi har været en tur i arkivet og har såmænd fundet invitationen til det allerførste live løb:

Facebook begivenhed

Løbsresultatet kan ses her, og efter løbet blev der naturligvis indsamlet erfaringer som kan læses i dette Facebook opslag

Over de forgangne 4 sæsoner, er løbene vokset i popularitet. Sidste vinter introducerede vi Bkool Ligaen, som en naturlig viderebygning på Sørens populære live løbs serie. Samtidig var løbene populære som aldrig før, og flere gange er det lykkedes os at sætte Bkools servere under maksimalt pres. Gennem første sæson med Bkool Ligaen gjorde vi os en masse erfaringer, som har fået os til at justere konceptet en lille smule. Vi vil herunder gå dem igennem, og håber I vil tage godt i mod dem.

Licens er noget vi giver til hinanden!

Vi har til den kommende sæson indført tvungen licens for at deltage i ligaen. Det betyder at du, for at kunne køre med i ligaen, skal udfylde en licensansøgning. Årsagen til denne lille administrative finurlighed, er den nye persondataforordning(GDPR). Vi har vurderet, at vi befinder os i en gråzone ift. forordningen, og derfor skal alle deltagere i ligaen, via licensoprettelsen, acceptere vores privatlivspolitik for at kunne deltage. Licensen er for øvrigt gratis :-) Klik her for at oprette licens

Klasseinddeling efter trainer

På licenset skal den enkelte rytter angive hvilken trainer han/hun benytter. Denne information bruger vi til et forsøg, hvor vi laver en underklasse(BLP) for smarttrainers som vi anser for at være rimelig nøjagtige ift. at styre belastningen. Pt. kvalificerer flg. trainers til BLP klassen:

  • CycleOps Hammer
  • Elite Direto
  • Elite Drivo
  • Tacx Flux
  • Tacx Neo
  • Wahoo Kickr

Kører man på en af ovennævnte trainers, vil man altså ikke kun deltage i den overordnede rangliste, men også i BLP klassen. (Vi skal have fundet et bedre navn til denne klasse, - nogen forslag?)

Skulle en rytter skifte trainer til et løb, skal denne senest samme dag som løbet afvikles, opdatere traineren på sin licens.

Vi har ikke pt. planer om yderligere opdeling efter trainer.

Væk med de svære, - og de lette

Vi har afskaffet breddebonussen. Vi fik en del kommentarer på denne sidste år, hvor det for mange kunne betale sig, at køre "taktisk" i de sidste løb, og springe løb over, for at få en bedre let-svær balance. Og når breddebonussen er droppet, giver opdeling i lette og svære løb ikke længere mening.

Højere til loftet i ligaen

Siden ranglisten blev indført, har der været et loft over hvor mange løb i hhv. let og svær kategori, som giver point til ranglisten. Sidste år tilføjede vi så en indfasning af dette loft. Baggrunden for dette var, at ryttere som deltager hver gang, ville rangere højere på listen, end ryttere som ikke var med hver gang, men som dog klarede sig bedre end de som var med hvergang. Dermed var ranglisten ikke helt retvisende.

Til denne sæson har vi fjernet loftet for hhv. let og svær kategori, og indført et nyt og enklere loft over tællende løb. Loftet vil fremadrettet stige med et tællende løb, pr. tre afviklede løb. Loftet vil ikke have nogen øvre grænse. Bemærk at det er antal afviklede løb, som definerer loftet. Det er ikke antal løb som den enkelte rytter har kørt.

Øvrige bonusser og ranglistepoint

Vi har også afskaffet deltagelsesbonussen, men fastholder placeringspoint til top 15. Beregningen af placeringspoint har vi ændret lidt på efter forslag fra Henrik Mervig Andersen. I stedet for at ens point udregnes relativt i forhold til sidste rytters tid med en grænse på 220% i forhold til 10. rytters tid, - så benytter vi til den kommende sæson "220%" reglen, dog ændret til 200%. Dvs. at bruger man mere tid end 200% af rytteren på 10. pladsens tid, så får man 1 point. Bruges mindre tid, får man et antal point mellem 200 og 1 ud fra ens relative tid mellem bedst placerede ryttere og ovenstående beregnede 200% tid.

Månedsrangliste

Det kan være svært at være ny i Bkool Ligaen i januar måned, hvor mange har samlet point sammen siden oktober. Derfor har vi indført en månedsrangliste, som kun kigger 30 dage bagud når den beregnes. På denne måde, får vi mulighed for at se en mere aktuel form på rytterne i ligaen.

Tak Søren!

Den kommende sæson byder på en anden rigtig stor ændring. Mange er vant til at søge efter SorenBondeACK når sessionen skal findes i simulatoren. Men efter mange år som fast racemaster, har Søren valgt at overlade dette vigtige job til andre. Vi vil gerne sige mange tak til Søren for hans kæmpe indsats. Siden det første live løb i januar 2011, har Søren udvalgt løbene, oprettet begivenheder og været helt skarp i rollen som racemaster. Det var ligeledes Sørens idé at lave en rangliste og Søren lagde stor flid i at udarbejde friske udgaver, som vi alle glædede os til at læse. Vi vil gerne sige Søren en kæmpe kæmpe tak for alt hans arbejde, og heldigvis har vi stadig Søren med som formand i ligaens bestyrelse.

Med disse ord, venter vi nu kun på, at det bliver 2. oktober, så vi kan få ligaen skudt igang! Vi ses!

Jacob, Søren og Morten

Waiting